Om os

Lise og Dirch Jans

Jans Keramik

Lise startede sin uddannelse som keramiker i 1966 på et lille værksted i København med 4 års læretid. Dirch er selvlært. Vi har haft værksted i både Danmark (Dragør, Kastager Strand og Dueodde) og Australien (Cherryville og Macclesfield i Sydaustralien).

Vi har pendlet i 13 år mellem de to lande med aktive værksteder begge steder og bor nu fast på Bornholm.

Vores afsæt i keramikken er de hånddrejede brugsting, som giver os stor glæde og tilfredshed i det daglige arbejde. Vi bruger en fin hvid stentøjsmasse til brugskeramikken, og grovere stentøj til de skulpturelle ting og unikaværker. Vi arbejder også med porcelæn til de mere delikate ting.

Glasurerne udvikler vi selv og eksperimenterer til stadighed med nye nuancer og udtryk.

Inspirationen samler vi ofte i naturen og fra vores mange rejser til udlandet. I de seneste år har vi arbejdet med forskellige temaer; tepotter, fisk og senest fugle.

Vores dejlige værksted og store galleri nær stranden på Dueodde danner sommeren igennem en hyggelig ramme for besøgende, som kan se os i arbejde på værkstedet eller opleve vores varer i galleriet/ butikken.

Vi sætter stor pris på vores besøgende, som giver os en nødvendig feedback på vores arbejde.

Vores mange år i udlandet har udvidet vores kontaktflade, vi har solgt vores keramik i mange lande både i Asien, Australien, USA og Europa.